|
Stifinderne 1953 - 2003 |
Sommeren er over os og sommerferien og sommerlejren venter lige om hjørnet. Sommerlejren er og har altid været højdepunktet på spejderåret, så derfor er det oplagt på denne tid at fortælle lidt om de ture og lejre Stifinderne har været på gennem årene.
Troppens første sommerlejr i 1954 til Tømmerby ved Himmelbjerget varede 10 dage og kostede 50,- kr. ...og det var mange penge dengang, priser har unægtelig ændret sig noget siden. Året efter var troppen på Bornholm og denne tur kunne søreme gøres for 45,- kr.
I 1959 var der Korpslejr. Det var første Stifinderne var på Korpslejr, lejren fandt sted ved Ebeltoft, og som ganske naturligt gik troppen fra Århus til Ebeltoft selvfølgelig med kærre.
Problemet med spejdere, der mener, at de ikke er til udendørs brug, er langt fra nyt, - se blot her hvad “Den gamle Stifinder” skrev i maj 1960:
Er du et friluftsmenneske ?
Eller hører du til dem, der tilbringer så megen tid som muligt inden døre? Hvor var du f.eks. i Påskeferien? Krøb du sammen hjemme i lænestolen som en gigtsvag rystende morlille, der græmmes over livets ubarmhjertighed, hver gang hun hører vejrudsigten? Hører du til blandt dem, som mener, at det er uforsvarligt og usundt at tage på spejdertur, så længe temperaturen er under 20o celsius? I så fald hører du ikke hjemme i en spejdertrop, men snarere i en syklub, thi du må jo ligefrem have staklet dine patruljekammerater, som i påskelejren har overvundet vejrligets luner.
Men vid du lænestolsspejder, der frygter livet i det fri, at dine patruljekammerater ikke har brug for din medynk, thi for dem er der nemlig ingen fornøjelse, som kan sammenlignes med den lugt, som kommer fra nytændt brænde”.
I 1969 var der Korpslejr. Lejren hed Ny Hedeby og fandt sted på Stevninghus, et sted der siden har dannet rammen om Korpslejre i 1980, 1989, 1994 og 1999. De af jer, der har været på Stevninghus har måske set de af husene fra Ny Hedeby der endnu står tilbage. Ligesom i 1959 var kærren også med i 1969, så vandrelejren næsten stjal opmærksomheden fra selve lejren læs blot her:
“det skønne vejr var en af årsagerne til Ny Hedeby lejrens succes. Ligesom det var med til at skabe de mange fine timer på vandrelejren. Husker I den stille aften under de høje bøge ved stranden syd for Fynshav, den bagende sol i “De sydfynske Alper”, de gyldne solbeskinnede kornmarker på Midtfyn eller de glitrende bølger ved Nyborg Strand. Husker I den kraftige byge eller de sidste strenge timer på vandring til Høruphav - nej vel allerede nu står sommerlejren 1969 som en sværm af gode minder.
Den første sommerlejr efter sammenlægningen med pigerne var i sommeren 1973. Ganske vist havde Stifinderne været sommerlejr sammen med Tårnby Trop i 1972, men da var vi to troppe. I 1973 gik turen til Bornholm og lejren bød på både storpioner, badning og heik, men det der for mange var det nok hjemturen, der huskes. Dagen før vi skulle hjem, udbrød der strejke hos 66-bådene, som sejlede færgerne til og fra Bornholm, det betød at man hverken kunne komme frem eller tilbage. I Rønne havde der samlet sig en del spejdere og andre mennesker der ikke kunne komme videre. Sidst på eftermiddagen blev vi kørt ud til Almegårds kasserne, hvor vi fik aftensmad, derefter blev vi indlogeret i gymnastiksalen sammen med andre spejdere, familier og andre der ligesom vi var strandet på Bornholm. Om aftenen spillede fodbold mod andre spejdere, soldater og hvem der ellers havde lyst. Ved 22-tiden begyndte vi at finde gymnastiksalen, men ingen kunne rigtigt finde til ro. Der var begyndt at gå rygter om at færgerne ville begynde at sejle igen, men på den anden side stod vi først i køen da mange havde ventet fra dagen før. Lidt før klokken 23 fik at vide at færgen sejlede, men at vi ikke skulle regne med at komme med, så lagde an til at gå til ro. Bedst som vi var ved at rulle soveposerne ud, kom en af de soldater vi havde spillet fodbold mod tidligere og sagde at vi skulle se at få pakket i en fart for der var enkelte ledige pladser på færgen. Så fik vi lejlighed til at vise at spejdere kan bryde lejr på nul tid. På fem minutter havde vi pakket og så op bag i en militær lastvogn, der med fuld fart kørte os ned til færgen. Resten af turen gik som oprindeligt planlagt, men vi fik en oplevelse med på vejen.
Korpslejren i 1980 var delt på fem lejrpladser. Stifinderne var på Stevninghus. Vi havde fået hvad vi syntes var en rigtig dårlig lejrplads på en vindblæst knold, men den skulle vise sig at være god nok, for det regnede hver dag, så alle aktiviteter blev til vandaktiviteter. To dage før vi skulle hjem, satte det ind med et kæmpe regnvejr, og da det hele var godt mudret og vådt i forvejen, gik der ikke ret lang tid, før de laveste lejrpladser stod under vand. Da regnen holdt op kunne man tage scenen i øjesyn. Hele lejren nedenfor vejen stod under vand, her kunne man se spejdere sejle rundt mellem teltene i kano. Andre steder var der på lejrpladserne sat skilte op med “Badning og fiskeri forbudt” og på lejrgaden, som mere lignede en kanal stod der “Færgefarten indstillet på grund af lavvande”. Hen på eftermiddagen begyndte man rundt omkring at finde gasapparater frem for at lave mad, men det gik alligevel Stifindernes spejderære for nær. Vores bålsted var, på grund af vinden og den høje beliggenhed, blevet rimeligt tørt, så sammen med nogle gæve spejdere fra Odense begyndte vi at lave bål. Det lykkedes og så blev der lagt brænde til tørre, desværre gik der ild i det når det tørrede så vi fik lavet et meget stort bål, men ingen kom til skade og mange spejdere fik både varm mad og varme, så forbi det hele er vådt behøver man ikke give op. Det med at blive våd minder mig om en Påsketur for PL-A’er, men den historie får I en anden gang.
Sommerlejren i 1984 stod i orienteringsløbets tegn og Hytten ved Skoven dannede rammen. Hytten ved Skoven er vist kendt af de fleste minier og også den gang var det et rigtigt dejligt sted. Hver formiddag efter morgenmaden løb spejderne orienteringsløb i skoven i starten to og to, men efter et par dage var de fleste så gode at de gerne ville prøve at løbe alene, og da lejren var forbi kunne to bedste af spejderne næsten løbe op med tropsledelsen.
Et af de største sommerlejrprojekter, vi har kastet os ud i, var i 1988. Troppen og det meste af klanen var på en uges kanosommerlejr i Sverige. Selve kanoturen var egentlig ganske simpel; padle, slå lejr, spise og sove, men forberedelserne var store. For at få økonomien til at hænge sammen havde vi lavet blandt andet loppemarked, en aktivitet der stadig kører i Støtteforeningen. Inden turen havde alle deltagere været i svømmehallen og øvet i at svømme med tøj på, bjærge og dykke. Endelige havde alle været på en prøvetur på Mølleåen. Her gjorde et af holdene en vigtig opdagelse, - en kano er meget ustabil når den ene ende er i vandet og den anden er på vej op af rampen. For ikke at få våde fødder ville de sejle op på rampen for kunne gå tørskoede i land, men da stævnen var på rampen og enden i vandet, mistede både kano og besætning balancen, så i stedet for våde fødder blev de nu våde over det hele. På hele sommerlejren lagde alle pænt til med siden til, hvilket også blev bemærket af kanoudlejeren, der syntes, at det var nogle dygtige spejdere vi havde. Ud over træningen var der en masse arbejde med skaffe grej og mad. Ude i den svenske ødemark er der ikke mange butikker, og hvis man endelig møder en, så er priserne tårn høje, så alt skulle med hjemmefra. Selve turen var alletiders, og mange af spejder overvandt sig selv, både hvad angik mad og troen på sig selv. Det eneste uheld havde vi næst sidste dag, da en spejder gled på en sten og rev en flænge i sit ben. Heldigvis var vi ude på en af de større søer så der kom en familie i en motorbåd, som tog spejderen og en af lederne med til nærmeste by hvor der var et hospital, så om aftenen var hele holdet igen samlet på kanocentret.
Både i 1989, 1994 og 1999 var der Korpslejr på Stevninghus. I 1994 havde vi fundet på at vi ville gøre noget for at gøre vores lejrplads bemærket og nemmere at finde når man var ude i lejren. Derfor havde vi fået fat nogle meget store balloner , de var ca. 1 meter i diameter. Sådan en satte vi i en lang snor i toppen af vores flagstang, så den kunne ses over det meste lejren, når man så var på tur rundt i lejren og andre spejdere spurgte hvor man lå, eller man ikke kunne finde hjem så kunne man bare kigge efter ballonen som hæng ca. 40 meter over vores lejrplads. Da juniorerne var på heik, sad de om aftenen og kiggede ud over landskabet og pludselig sagde en af juniorerne; “se der er vores ballon”, og ganske rigtigt oppe over træerne mere end 5 km. borte hang en stor rød ballon. På resten af heiken gik og kiggede efter vores ballon, og det meste af vejen kunne vi faktisk se den. Den dag vi skulle hjem skrev alle spejderne deres navne på ballonen, og så blev den sluppet løs.
Med spejderhilsen
p.